Hvorfor skulle en uddannelse inden for mode betyde, at man kun skulle arbejde med tekstil? Ruby Mariama, der læser på Designskolen i København, udfordrer vores forestilling om, hvad tøjdesign kan være – og hvor langt, man kan komme, hvis man tænker ud af den famøse boks og giver fantasien lidt længere snor. Hun inkorporerer nemlig alt fra keramiske figurer og illustrationer til indsamlede genstande for hele tiden at gå nye veje med sine designs, der kredser om skæve karakterer og mystiske, overnaturlige universer.

»Jeg har brug for hele tiden at have hænderne i rigtigt mange forskellige ting. Ellers tror jeg, at jeg ville kede mig,« fortæller Ruby, der har svært ved at lægge sig fast på en definition af sig selv som kunstner, designer eller noget helt tredje. Faktisk har hun altid haft en stor trang til at prøve sig selv af på adskillige kreative områder.

»Ret tidligt ville jeg gerne prøve det hele. Da jeg var 15, ville jeg både være grafisk designer og kunstner, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle vælge. Jeg startede med at studere mode og tøj, men fandt hurtigt ud af, at mode ikke var det eneste, jeg skulle. Jeg var nemlig også meget interesseret i verden rundt om de karakterer, som jeg lavede tøj til«.

Scroller man ned gennem Rubys Instagram-profil, ser man straks, at hun ikke er bange for at prøve nye ting af. Her er modeller iført spraglede stil-clashes, fantasifulde silhuetter, gennemsigtig plastic og handsker med lange tentakelfingre. Iblandt dem ses alt fra afrikanske masker og bizarre monsterkroppe til et løg af porcelæn.

»Farver og figurers sprog er det, der tiltrækker mig. Jeg har lyst til at blive draget ind i et univers. Det er det, jeg søger, når jeg leder efter kunst, der interesserer mig og tænder noget i mig, og det er også det, jeg selv arbejder med. For hver gang, jeg laver et nyt univers og sidder med karaktererne og historien, er der en nyt udtryk, som dukker frem. Det er det, der bestemmer, om det bliver mørkt eller mere humoristisk. Derfor har jeg ikke lyst til kun at have én stil«.

Mange af de vilde idéer og udtryk kan nok spores tilbage til fascinationer, Ruby legede med allerede i barndommen – og som hun måske i virkeligheden aldrig rigtigt er stoppet med at lege med.

»På et tidspunkt sagde en person til mig, at det lignede, jeg havde spillet ret meget PlayStation, når hun kiggede på min farvesammensætning, og det tror jeg måske er meget rigtigt. Jeg er nemlig glad for klare, stærke farver, og jeg tror, det kommer fra spil og tegnefilm«.

Kreativiteten trives desuden bedst for Ruby, hvis hun er impulsiv og reagerer på, hvad der falder hende ind. Når man giver sin intuition fri leg og prøver ting af, kan man ikke undgå at fejle en gang imellem, men Ruby har opdaget, at fejl faktisk også kan føre gode ting med sig.

»Tit tænker jeg ikke så meget over det, jeg laver. Hvis jeg bare gør noget uden at tænke for meget over det, så bliver det ofte federe, end hvis jeg forsøger at opfinde den dybe tallerken. Så bliver det ofte lidt kedeligt. Når jeg får en tanke, reagerer jeg på den. Bagefter må man så se, hvad der kommer ud af det«.

»Der er selvfølgelig også mange gange, hvor det bare går virkelig dårligt, og jeg smider ting ud. Hvor jeg ikke synes, det er fedt. Eller hvor det faktisk var fedt, men jeg så fortsætter på det, så det bliver grimt. Men det kan også ske, at ting, som sker ved en fejl, faktisk bliver fede. For eksempel skulle jeg lave et keramikhoved til mit bachelorprojekt, og jeg byggede det lidt for hurtigt, fordi jeg ikke har så stor tålmodighed, hvorefter hele hovedet begyndte at synke sammen. Jeg endte bare med at gå med det og bygge videre på det. Og så blev det faktisk rigtig sejt i sig selv«.

Ruby har allerede krydset grænserne mellem modeverdenen og andre kreative territorier. Som kostumier på filmprojekter og teaterforestillinger har den fantasifulde kunster erfaret, at modedesign også sagtens kan bruges i de brancher, hvor fortællekunsten er i højsædet, og hvor man netop får mulighed for at skabe og gå på opdagelser i forskellige universer. Desuden er det blevet meget tydeligt for hende, at det tætte samarbejde med andre mennesker er essentielt for, at der fortsat kan dukke nye og anderledes idéer op.

»Det er fedt at lave film og teater, fordi man arbejder som et team, og alle har hver deres felt, som de er virkelig dygtige til. Produktet kan blive 10 gange så fedt, hvis der også er andre stemmer og blikke, i stedet for at man som modedesigner sidder alene. Man kan godt blive virkelig tungsindig, hvis man kun er i sit eget hoved. Jeg er virkelig selskabssyg og kan godt lide at mærke energien fra andre, jeg arbejder med«.

Lige nu er Ruby i praktik i London hos modedesigneren Mowalola Ogunlesi. En kunstner, som Ruby har flere lighedstræk med og inspireres meget af i måden, de går til værks på – lige dele fantasifuldt og fandenivoldsk.

»Hun har et helt univers rundt om tøjet og sin helt egen stemme. Hun kan lave lige præcis, hvad der falder hende ind. Hun lavede for eksempel en udstilling med store tekstilprint og installationer, så hun er heller ikke kun på tøj. Det er fedt, at der findes nogen som hende«.

Når Ruby skal spå om sin egen fremtid som designer, er det netop den kreative frihed, Mowalola Ogunlesi repræsenterer i sin grænsebrydende kunst, som Ruby håber at kunne efterleve selv.

»Jeg tror også, at jeg på en eller anden måde bliver nødt til at skabe min egen arbejdsplads, hvis jeg skal have lov til at gøre alt det, jeg gerne vil. Så behøver jeg ikke være inden for ét lille felt. Det er virkelig sejt at opleve, at det kan lade sig gøre«.